Verdens sidste Store Bededagsferie
Klan Rover benyttede Verdens sidste Store Bededagsferie til at drage på tur. Turen gik til Klosterheden mellem Struer og Lemvig, hvor skoven i anledning af klanens komme, var blevet åbnet for bilkørsel… Det kunne vi selvfølgelig ikke stå for og det blev en dejlig tur.
Heine havde booket området, Emil havde tømt spejdergruppen for al køkkengrej og Jesper og Sanne stod for resten.
De første pionerer ankom torsdag aften, hvor de indrettede Camp Klan Rover/Klosterheden og lavede den fornødne infrastruktur.
I løbet af fredagen kom resten af deltagerne dryssende efterhånden som de medbragte køretøjer fandt det passende. I alt var vi 11 personer, 2 klanhunde og 7 biler, ligesom vi i løbet af weekenden fik besøg af yderligere 2 biler og 3 personer, der alle absolut havde potentiale for at blive klanmedlemmer.
Fredag aften stod i hyggens tegn i og omkring Heines 110’er, der i anledningen var udvidet med det helt store udtræk af presenninger og læsejl mv. Aftensmaden blev således indtaget i passende læ for den karakteristiske vestjyske blæst, og bestod i øvrigt af en yderst velsmagende Klan Rover gryde med cocktailpølser.
Nu er Klosterheden kendt for mange ting, men en af topscorerne er dens bestand af bævere, der i øvrigt holdt til lige rundt om hjørnet. Det var derfor oplagt at lave en klan-ekspedition til bæverland.
Vi så mange tydelige spor efter bævere, således var der ikke et eneste opretstående birketræ tilbage i området. Trods brug af både kikkert og tunnelsyn lykkedes det dog ikke at se levende bævere. Til en anden gang vil det nok optimere succesraten, såfremt vi bevæger os lidt mere stille og evt overvejer at sætte os ned i ro i et passende skjul og afvente mørkets frembrud i stedet for at piske rundt i forventning om, at bæverne ville komme til os… Nå det tog ikke noget af fornøjelsen med en rask gåtur i området.
Lørdag var dedikeret til en fantastisk greenlaning i området. Jesper havde lavet en super fed tur rundt på alskens skovveje (jeg tror han sagde 27 km i alt), hvorefter vi kørte mod Thyborøn ad små snørklede veje.
Ud over en spændende rute havde Jesper og Sanne også sørget for det lækreste solskin.
I Thyborøn indtog vi en fiskefrokost og drog så videre syd på, hvor vi besøgte flere anerkendte seværdigheder såsom Høfde 42 ved Harboøre (en af Danmarks største miljøskandaler) og stationen Victoria Street Station, for at ende med udsigt udover Vesterhavet.
Tilbage i lejren stod programmet på tilberedning af endnu en lækker Klan Rover gryde med cocktailpølser og endnu mere hygge i og omkring Heines 110’er. I mellemtiden var det rygtedes, at vi var i området og flere gæster kiggede forbi, en enkelt blev endda så begejstret, at han blev og overnattede.
Søndag morgen blev der gjort klar til det helt store og efterhånden klassiske Klan Rover morgenbord med æg og bacon ad libitum (næsten) og hertil friskbagte boller og croissanter, hvorefter vi kunne nyde at vinden havde lagt sig og solen skinnede fra en nærmest skyfri himmel.
Da spisning af så store mængder mad var et hårdt program for denne dag, besluttede flere at vende næsen hjemad efter oprydning af pladsen.
Lena og jeg besluttede os lige at afprøve nogle enkelte småveje ud af Klosterheden, og kunne konstatere, at den gamle bil stadig kunne nogle tricks. Men mere om det en anden gang.
Kæmpe tak til alle der var med til at gøre dette til en super dejlig Klan Rover tur. Og næste gang klanen kalder, kan alle I andre roligt sætte kryds i kalenderen og møde op med eller uden egen bil.
Spejderhilsen
MF
Comments are closed